Børn Bygger Ørestad

Arkitekturworkshops og -saloner for børn og deres voksne

Den 7., 28. september og 4. oktober 2014
Hos BIBIANA Danmark, Ørestad Boulevard, 2300 København S

BIBIANA Danmark slog dørene op for et enestående arkitekturarrangement for børn og deres voksne. Børn Bygger Ørestad bød på en række forunderlige arkitekturworkshops og –saloner, hvor nogle af Danmarks førende arkitekter og professionelle arkitekturformidlere åbnede op for en fantasiens byggeplads, satte fut i debatten og inspirerede børnene til at slippe deres indre arkitekt løs. 

Børnene blev samlet i en arkitekturworkshop, hvor de med udgangspunkt i dagens tema blev guidet i at fremstille modeller af deres visioner. Børnene blev undervist og inspireret af bl.a. arkitekt Julie Dufour, som har mange års erfaring med formidling af arkitektur og design til børn, og som igennem flere år har idéudviklet og gennemført diverse offentlige workshops målrettet børnefamilier.

De voksne blev samlet i en arkitektursalon, hvor de med udgangspunkt i dagens tema fik mulighed for at gå i dialog med nogle af Danmarks førende arkitekter med tilknytning til Ørestad.

De forskellige workshops og saloner tog udgangspunkt i tre forskellige temaer og varede alle tre timer:

Som afslutning på arrangementet fik de børn, der havde mod og lyst, mulighed for at præsentere deres model for de voksne. Og børnenes arkitekturmodeller blev henover efteråret udstillet i BIBIANA-boblerne langs Ørestad Boulevards sivegade.

Formål
Formålet med Børn Bygger Ørestad var at lade de deltagende børns stemmer, drømme og visioner blive hørt og nå ud til de arkitekter, der udvikler vores kommende skoler, boliger og rekreative områder – at lade børnene få indflydelse på deres egen fremtid!

Målgruppe
Arkitektursalonerne og -workshoppene var for alle – store som små – med interesse for kreativitet, arkitektur og lokalmiljø. Deltagelse krævede ikke noget forudgående kendskab til arkitektur eller erfaringer med modelbygning – vi byggede på alle niveauer og i alle mulige finurlige materialer.