BIBIANA Danmark i  Hirtshals

Under Naturmødet 2019 kunne BIBIANA Danmark virkeliggøre en mangeårig drøm: at åbne et kunsthus for børn i region Nordjylland, nærmere bestemt i Hirtshals og helt konkret i det gamle vodbinderi på havnen.

Startskuddet til et BIBIANA Danmark fyrtårn i Hirtshals udsprang fra vores togt med M/S BIBIANA, Danmarks kunstskib for børn, der i 2016 besøgte havnebyer i hele region Nordjylland.

Kunsthus i verdensklasse

Hos BIBIANA Danmark i Hirtshals skaber vi et kunsthus med illustrationskunst i verdensklasse. Vi vil sikre at børn og deres voksne, ikke blot i Hirtshals, men også i Nordjylland og resten af Danmark får mulighed for at opleve fabelagtige og indlevende udstillinger, prisvindende illustrationskunst fra børnebøger i verdensklasse samt engageret og nytænkende formidling af kunst, kultur og arkitektur i børnehøjde!

Fra togt til landlov

På Nordjyllandstogtet mødte vi så mange dejlige, inspirerende, varme, kloge, sære, sjove, fortællende, sindige, syngende, tekniske, tavse, malende, mutte, kærlige, herlige, børn og deres forældre, bedsteforældre, søskende, venner, skolelærere, tandlæger, læger, buschauffører, livreddere, klubledere, bibliotekarer, brugsuddelere, skraldemænd, skolepatruljer, svømmerlærere og deres hunde, at det affødte et ønske og en drøm om et eget BIBIANA hus i Hirtshals. Denne drøm fik hurtigt opbakning fra en kreds af ildsjæle og en mere end imødekommende kommune og region. På den måde fandt BIBIANA Danmark et nyt hjem i et magisk hus, der emmer af historie fra by og havn – et gammelt vodbinderi omkranset af det bølgende hav, en levende havn på kanten af byen og naturen, lige der hvor vi trives bedst.

Havfruerne 
flytter ind

Siden er vores legendariske havfruer flyttet ind og har fundet sig så godt til rette her, at de tre kunstnere bag havfruerne fra SUMO illustration sammen med lokale skoleklasser har udsmykket husets gavle med det første illustrationskunstværk i byen. Det ser vi som et startskud til at gøre Hirtshals til et centrum for verdens bedste illustrationskunst for børn. Mange gode borgere i byen har forelsket sig i havfruerne og vi drømmer sammen med dem om at se sære væsner befolke byens gavle i talrige numre, om at se Hirtshals som den første by i verden med enestående illustrationskunst på byens huse, et udendørs galleri, åbent hele døgnet og tilgængeligt for alle. Et besøg i Hirtshals vil vække til forundring og nysgerrighed og den besøgende vil drage videre sanseberiget og med ny inspiration. Alle aktiviteter udspringer af BIBIANA Hirtshals kunsthus for børn. Her samles skoleklasser til undervisning i illustrationskunst, familier og gæster kommer fra hele landet, lejrskoler overnatter under de mageløse havfruer. Alt sammen i magiske udstillinger fra kendte og elskede børnebøger, hvor illustrationerne er bragt til live i universer, man kan røre ved og lytte til omgivet af de særlige lyde og lugte fra den levende havn vi bor på.

Samarbejde

Vi arbejder på informationen om vores fabelagtige samarbejder.

BIBIANA Danmark støttes af

Nordea Fondenhjørring kommune
BIBIANA Danmark - Ørestads Boulevard 55 B 2300 København S
BIBIANA Hirtshals - Vodbindervej 2, 9850 Hirtshals
info@bibianadanmark.dk
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram