Direktør og kurator Janne Bech, idekvinden bag og stifter af BIBIANA Danmark afmønstrer

18/05/2022

Efter 12 vilde, vanvittige, vidunderlige og magiske år i børns tjeneste stopper Janne Bech og går på landlov.

Jeg vil gerne takke alle de vidunderlige børn i hele Danmark, der har grint, grædt, levet, elsket, udviklet, formidlet, forfinet og skabt BIBIANA gennem børns stemme i alle årene. Alle jer skønne mennesker; søfolk, marstallere, landkrabber, skolelærer, direktører og dagplejere, illustratorer, forfattere, skribenter, anmeldere, formidlere, forlag, filmelskere, rengøringskoner og mænd, arkitekter, entreprenører, præsidenter og ambassadører, fotografer, boligforeninger, biblioteker, museer, kulturhuse og kulturkonsulenter, fonde, borgmestre, frivillige fra 39 havne, frivillige fra foreninger og frivillige af hjertet for BIBIANA fra alle egne, havnefolk og fogeder, kogemænd og koner, malermestre, tømrer og alle håndværkerne, ingeniører, studerende, lydfolk, teknikere, bådbyggere, bådværfter og trawl, grafikere, regnedrenge og piger, alle jer fine, finurlige, fabulerende og magiske, mageløse mennesker i hele landet  som har gjort drømmen mulig, har fået humlebien til at flyve, tak af hele hjertet”, siger Janne Bech.

Janne Bech grundlagde BIBIANA Danmark i 2011, og siden har BIBIANA Danmark formidlet kunst til børn i hele Danmark på land, på vand, i storcentre og nedlagte lagerbygninger og på et hav af biblioteker og kulturhuse. BIBIANA Danmark blev født i et intensivt og engageret partnerskab med vidunderlige BIBIANA i Bratislava i Slovakiet med massiv opbakning fra både ministerier og ambassadører. Uden dem intet BIBIANA. En stor tak til præsident Zusana Caputová for at besøge og officielt åbne BIBIANA og Byggeskolen i 2021.

En særlig og kærlig tak til min fantastiske kompis, bestyrelsesformand og medgrundlægger Susanne Larsen samt til BIBIANAs bestyrelse og alle BIBIANAs medarbejdere, der alle som en har rykket sammen og udviklet magien, troet på det umulige og bidraget med det umulige.

Janne Bech giver nu roret videre til Trine Schaldemose, der som ny direktør skal være med til at sikre, at BIBIANA Danmark forsat er solidt forankret i den danske muld og gennem illustrationskunst kan være med til at åbne børns øjne for nye verdener, virkeligheder og tankegange.

”Janne har gjort et kæmpe arbejde med at formidle kunst til børn i hele Danmark, og hun vil som stifter altid stå som det fyrtårn, BIBIANA vil guide efter, siger bestyrelsesformand Susanne Larsen. ”Jeg er med resten af bestyrelsen glad for, at vi med Trine har mulighed for at føre BIBIANA videre i Jannes ånd”.



BIBIANA Danmark - Ørestads Boulevard 55 B 2300 København S
BIBIANA Hirtshals - Vodbindervej 2, 9850 Hirtshals
info@bibianadanmark.dk
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram