En lille havfrue rejste

17/06/2021

Rejseudstillingen ´Ø´ er en nomadisk, rejsende udstillingen, der kan nå ud til børn i hele Danmark. Den kan bo på biblioteker, kulturhuse, museer – alle steder, hvor folk har en interesse i at introducere børn og deres voksne for vanvittig smuk og finurlig illustrationskunst for børn.

Fanø Kunstmuseum var første stop for rejseudstillingen, hvorefter den drog til Avedøre Bibliotek og Kulturhus. Udstillingen åbner lørdag den 16. oktober kl. 16.00 i Hans Egedes Kirke på Østerbro i København og er åben i hele efterårsferien. Se åbningstider her.

Udstillingen ’Ø’ er baseret på den prisvindende illustrator Anna Jacobina Jacobsens billedbog af samme navn, der i 2019 modtog Kulturministeriets Illustratorpris. Jacobinas ordløse bog ´Ø´ handler om en pige, der bor på en ø helt alene, indtil hun en morgen finder en lille havfrue i en dåse sardiner.

I udstillingen folder vi den prisvindende ordløse bog ’Ø’ ud, så du kan gå ind i Jacobinas fuldstændigt vidunderlige og finurlige univers. Du kan fordybe dig i de fantastiske illustrationer fra ’Ø´ præsenteret i en verden af træer, voluminøse blomster, en spejlsø og påførlige havfruehaler. En indlevende, omfavnende udstilling, hvor du kan opleve illustrationskunst for børn i verdensklasse på egen krop.

Hvis du vil booke udstillingen skal du skrive til lisbeth@bibianadanmark.dk

Udstillingen har besøgt:

  • Fanø Kunstmuseum, Fanø
  • Avedøre Bibliotek og Kulturhus, Hvidovre
  • Hans Egedes Kirke, Østerbro i København

Udstillingen 'Ø' findes desuden i Danmarks første Kunsthal for børn i Hirtshals og på Platformen i Esbjerg.

Om Anna Jacobina Jacobsen

Anna Jacobina Jacobsen er en prisbelønnet illustrator og forfatter, der med glimt i øjet og stor omsorg for de alvorlige emner fortæller historier med ord og billeder, som ikke er til at slippe igen. Historier, man får lyst til at digte videre på om verdner, man længes efter at besøge.

Anna Jacobina Jacobsen illustrerer både bøger for andre forfattere og forfatter og illustrerer i eget navn. Hendes fine blyantstreg er let genkendelig og illustrationerne myldrer med storøjede figurer, der lidt tilbagetrukne og rygvendte betragter verden omkring sig.

Anna Jacobina Jacobsens figurer formår på hver deres måde at være tro mod sig selv i en overvældende virkelighed. Midt i kaos eller dyb ensomhed bygger de deres egne, blomstrende, indre verdner, som de beboer alene eller med en fantasiven eller to. De er tænksomme figurer, der stirrer tilbage på dig med et uudgrundeligt blik fra det flade papir.

‘Ø’ bliver til med økonomisk støtte og opbakning fra Lauritzen Fonden. Om udstillingen, fortæller chef for kulturområdet i Lauritzen Fonden, Kamilla Søgaard:

”I Lauritzen Fonden tror vi på, at mødet med kunst og kultur har en afgørende betydning for børn og unges liv. Det understøtter trivsel og dannelse at være en del af fællesskaber, der stimulerer fantasien og kreativiteten. Med ”Ø” er der skabt et unikt univers, hvor børn og voksne kan mødes i dialog om det, der kan være svært at tale om i hverdagen. Vi er rigtig glade for at kunne være med til at søsætte ”Ø” sammen med BIBIANA Danmark og håber at oplevelsen får mulighed for at rejse rundt til børn og unge i hele landet”

BIBIANA Danmark - Ørestads Boulevard 55 B 2300 København S
BIBIANA Hirtshals - Vodbindervej 2, 9850 Hirtshals
info@bibianadanmark.dk
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram