Heltinde åbnede Børnenes Byggeskole 360°

04/06/2021

Tirsdag den 11. maj blev Børnenes Byggeskole 360° officielt åbnet på festlig maner med fornemt besøg af Slovakiets første kvindelige præsident Zuzana Čaputová. Med ’BIBIANA Danmark briller’ på er præsidenten en ægte heltinde, da hun både er miljøforkæmper og samtidigt har børns rettigheder som mærkesag. Vi jubler stadig over besøget og synes det sætter en smuk streg under vores stærke samarbejde med BIBIANA - House of art for Children i Slovakiet.

Under besøget fik præsidenten mulighed for at tale med nogle af børnene på Børnenes Byggeskole 360° og se et par af børnenes byggemodeller. Hun var meget imponeret over børnenes arbejde og synes byggeskolen er et vigtigt projekt.

Byggeskolen var så heldig at modtage en enestående gave fra præsidente: et forunderligt insekthotel med plads til tusindivs af små gæster. Alle byggeskolebørn får rig mulighed for at se hotellet og studere gæsterne.

I anledning af statsbesøget genopstod to BIBIANA Danmark udstillinger i pop-up udgave. Den ene udstilling var den aktuelle ’Ø´, der kan ses i BIBIANA kunsthal for Børn i Hirtshals og udspringer af Anna Jacobina Jacobsens bog af samme navn. I udstillingen fik præsidenten ‘Ø’ helt ind under huden, da hun oplevede de smukke illustrationer fra bogen foldet ud som en totalinstallation og mødte to havfruer.

Hvis du vil opleve ’Ø’ skal du en tur til Hirtshals hvor hele udstillingen er i BIBIANA huset. Læs mere om udstillingen her.

Den anden pop-up var et udsnit af sanseudstillingen ’Hoda Hadadi – Thinking of a Home’. Her kunne præsidenten dufte og gynge illustrationskunsten ind. Læs mere om hele udstillingen her.

Præsidenten var henrykt over begge udstillinger og fascineret af de to små havfruer og den gyngende skønhed. 

En mageløs dag med en ægte heltinde.

BIBIANA Danmark - Ørestads Boulevard 55 B 2300 København S
BIBIANA Hirtshals - Vodbindervej 2, 9850 Hirtshals
info@bibianadanmark.dk
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram